De 10 rigeste spanske kommuner ligger i regionerne Madrid og Barcelona. Regionerne Andalusien og Extremadura i det sydlige Spanien er hjemsted for de fattigste.

Spanien har lidt over 8.000 kommuner, og indkomstforskellen mellem dem er stor og stigende år for år. Forskellen i den gennemsnitlige årlige bruttoindkomst pr. indbygger mellem de rigeste og fattigste kommuner er hele 74.000 euro!

Den gennemsnitlige bruttoindkomst i Spanien er vokset med 3% og er ifølge de seneste officielle tal 31.333 euro om året (2023). Dette rapporteres af tv-stationen Antena 3.

Kommunen Pozuelo de Alarcón i Madrid-regionen er den kommune med den højeste gennemsnitlige indkomst med 88.011 euro. Dette er en stigning på 3,15% i forhold til 2022.

På andenpladsen kommer en anden Madrid-kommune, Boadilla del Monte (70.869 euro), og på tredjepladsen kommer Barcelona-kommunen, Sant Just Desvern (67.265 euro).

I den anden ende af skalaen finder man kommunen Benamargosa (Andalusien) med den laveste gennemsnitsindkomst i Spanien, kun 13.831 euro (2023), en forskel på mere end 74.000 i forhold til den rigeste kommune.

Længere på “fattiglisten” finder man flere kommuner i regionerne Andalusien og Extremadura, såsom Guadahortuna, Colomera, Montejícar, Higuera de Vargas og Zahínos.

Det er værd at bemærke, at Andalusien har de dårligste indikatorer i Spanien med hensyn til sociale forhold på flere områder; lav indkomst per indbygger, høj arbejdsløshed og lavere forventet levealder (officiel statistik fra INE – det nationale statistikkontor).

Foto: Indbyggerne i de hvide og smukke spanske pueblos i Andalusien og Extremadura har blandt de laveste indkomster i Spanien.