Det er 52 år siden, at den sidste Seat 600 rullede ud af fabrikken i Barcelona. Produktionen begyndte i 1957, og i løbet af disse 16 år blev der produceret 783.745 biler af denne model.
Seat 600 ses som selve “el coche del pueblo español” – hele det spanske folks bil. Tyskerne havde deres “folkebil”; VW-“boblen”, Frankrig Citroën 2 CV og Spanien Seat 600.
Historisk set markerer bilproduktionen en slags før og efter for det spanske samfund, økonomi og industri, ifølge tv-stationen La Sexta.
For med den lille Seat 600 begyndte spanske familier at tage på weekend- og campingture ned til kysten og op i bjergene.
Samtidig var moderniseringen af den spanske industri i gang efter mange år med diktatoren Francisco Franco og hans vaklende økonomi.
Det var normalt, at der sad seks, syv og endda otte personer i en Seat 600. Bilen var ofte læsset fuld af bagage, inklusive på taget. Bilen havde en tophastighed på 90-95 km/t.
Seat 600 blev set som en letkørende og økonomisk familiebil, som – selv – en mor (!) kunne køre.
En lille sjov kendsgerning:
Fordi dørene på de første svingede den modsatte vej af, hvad der er almindeligt i dag, fik Seat 600 øgenavnet “El mirabragis”. For hvis moderen, der kørte bilen, havde nederdel eller kjole på, var hendes trusser let synlige, når hun stoppede bilen og var ved at stige ud (mirabragis = “se trusserne”).
Foto: Wikimedia Commons